Søvnpolitik

Søvnnotat fra københavns kommune Download: søvn notat københavns kommune (pdf - 212 kb)

 

 

Søvnpolitik i Børnehuset Nørregro 

 

Vi har valgt at beskrive vores søvnpolitik ud fra vores pædagogiske viden, erfaring og med udgangspunkt i den nyeste forskning indenfor søvn, og københavns kommunes notat om søvn.

 

 

Forskning

 

Nyere forskning viser, at en god middagslur giver gode forudsætninger for en god nattesøvn. 

Der er enighed om, at man skal tage udgangspunkt i barnets alder og søvnbehov. Børn helt op til fem år kan have gavn af en middagslur. 

 

Marian Petersen, som er forskningssygeplejerske og ekspert i børns søvn slår fast at: “små børn skal have lov til at sove, til de vågner af sig selv, og de skal puttes, når de viser tegn på træthed.”

 

“Børn, der får lov til at sove, som de har brug for, har meget lettere ved indlæring, har stærkere immunforsvar og har nemmere ved at håndtere det hektiske liv i daginstitutionen.” siger hun.

 

 

Fakta

 

*    Søvn er livsvigtigt for alle

*    Kroppen restituerer både fysisk og psykisk under søvnen.

*    Søvn er ressource opbyggende

*    Ny viden lagres under søvnen

*    Børn sover som udgangspunkt, det de har behov for

*    En kortere middagslur eller slet ingen middagslur giver ikke en længere eller bedre nattesøvn

*    Faste rutiner og sengetider skaber bedre søvn

*    Børn i alderen et til tre år bør sove 12-14 timer dagligt

 

 

Soverutiner og rammer

 

Vi forsøger at skabe de bedste soverutiner for jeres barn, som allerede starter når vi begynder at putte. Vi har fokus på en langsom og hyggelig putte-stund, med plads til toilet besøg, selvhjulpenhed, små snakke, historie mm. I sove rummet vil der være fokus på hygge, mørke, ro og at der er let køligt. Rammer som er med til at skabe den bedste forudsætning for jeres barns søvn.

Personalet har sovevagten på skift.

Nogle børn har en sut, andre har glæde af en bamse eller klud. Den første tid i vuggestuen, er det en god idag at have noget med hjemmefra, som dufter af jer/jeres hjem, da dette er trygt og velkendt.

De mindste sover udenfor eller i kryberum, enten i barnevogn eller krybe, med egen sele og dybe.

I kryberummet er der installeret højtaleranlæg, så børnene kan høres både i forhus og på 1. sal. Alle børn tilses jævnligt, efter at de er puttet.

 

Omkring 18-24 måneders alderen sover børnene indenfor på madrasser. I forhuset sover børnene på stuen på egen madras og med dyne. Vuggestuen på 1. sal, har sovesal i indbygget senge på 2. etage, også med højtaleranlæg.

 

Når børnene vågner tages de stille og roligt op. Vi prioritere at børnene får lov til at vågne i deres eget tempo , samt at de hver især får den omsorg de har brug for. Nogle børn vil eksempelvis gerne ligge lidt længere på madrassen og putte lidt videre, og andre vil gerne sidde lidt hos en voksen, indtil de er klar til at tage tøj på, slippe sutten/bamsen og fortsætte dagen.

 

Søvn i Vuggestuen

 

Vi ønsker at vores søvnpolitik skal tage udgangspunkt i børnene først og fremmest. Den skal være med til at kvalificere og udvikle det pædagogiske arbejde i institutionen og den skal være med til at skabe tydelighed i samarbejdet mellem pædagoger og forældre. Søvnpolitikken skal også være forventningsafstemt på forhånd, så vi som pædagogisk personale er tydelige i vores holdning, politik og overbevisning i forhold til børnenes behov for søvn og søvnpolitikken hos os.

 

Vi mener at søvn er en vigtig forudsætning for barnets trivsel, læring og udvikling. Her i vuggestuen har barnet sin “arbejdsdag” med mange indtryk og interaktioner og har derfor brug for søvn til at restituere og bearbejde de mange sanseindtryk. Vi vækker som udgangspunkt derfor ikke børn fra deres middagslur og lader dem sove når de er trætte.

Børn i alderen et til halvandet år, sover typisk to lure og herefter reduceres den, over en mindre periode, til en lur midt på dagen. Vi følger eksperters råd, om at luren ikke skal strække sig for langt efter kl. 15 og vil derfor begynde at “pusle lidt rundt”, så de sidste sovende børn vågner stille og roligt i eget tempo.

 

Vi giver besked hvis barnet har sovet anderledes end det plejer og hvis barnet har sovet flere gange i løbet af dagen. Vi giver ikke besked om hvor længe barnet har sovet, hvis det er indenfor den normale søvnrytme.

Vi finder dialogen mellem forældre og personale vigtig, for at vi kan finde den bedste løsning for søvnmønstre sammen.